(English text at the bottom of the page)


En spændende historie om Lucia Ekaterina Stimbiris

 

Den 21. oktober 1951 fyldte Lucia Ekaterina Stimbiris (gift Frederiksen) 60 år. I den anledning bragte Haslev Avis dagen før følgende artikel:

 

Fra et omtumlet Livs brogede Billedbog

 

  • En alsidig Uddannelse
  • Maatte flygte til Moskva
  • Indhentet af skæbnen i Sibirien
  • Borgerkrig – det frygteliste af alt
  • Kaffeselskaber er ikke nok
  • I Danmark har jeg hjemme

 

Hun har en egen pudsig Maade at tale på, der klinger saa charmerende i en Danskers øren, og ogsaa ved det friske, ungdommelige Ansigt med de spillende mørke Øjne er der noget fremmedartet. Hendes smidige Bevægelser røber Liv og Energi, og der staar et frisk Pust om hende, som man ser hende dèr hvidklædt og med korte Ærmer. Kun hendes graa Haar vidner om, at hun trods alt er ude over den første Ungdom, og i morgen fylder Skønhedsekspert, aut. Fodplejer m.m. Fru Lucia Frederiksen, ”Grace Institute” 60 Aar. Beskeden som hun er, synes hun ikke, der er noget særligt at tale om, men hun giver os dog Lov at faa et lille Kig ind i sin omtumlede og ikke helt almindelige Skæbne og fortæller os paa sin impulsive Maade lidt om, hvordan hendes Tilværelse har formet sig, fra hun virkede som ung Lærerinde i Riga indtil nu, da hun sidder som en god, hjemmehørende Borger i Haslev og har gjort det de sidste 20 Aar. 

 

Skoleleder på 17

Fru Lucia Frederiksen er født i Riga på en Tid, da Staterne Letland, Estland og Lithauen endnu ikke var udskilt, men var et samlet Hele under Rusland. I en alder af 16 Aar blev hun lærerinde, og 17 Aar gammel havde hun sin egen Skole! Kun de, der ønskede det og havde Evner, benyttede sig af Skolegangen, der i Relation til danske Forhold var meget koncentreret. Efter syv Aars Uddannelse tog hun Lærerinde-eksamen ved et Drengegymnasium, og efter et Aars Virke som Lærerinde overtog den 17-aarige Lucia selvstændigt en Skole paa en Ø ved Riga.

- Var det ikke vanskeligt i saa ung en Alder?

- Nej, nej, det gik saa fint, saa fint, siger Fru Frederiksen paa sin morsomme Maade. Sommetider kan jeg heller ikke selv forstaa det, jeg maa have set ældre ud end jeg var … Det gik saa godt alt sammen, for Skolen fik Stats- og menighedsunderstøttelse, og vi fik gratis Brænde fra Savværker, der laa paa Øen. Det gik for resten til paa den Maade, at der på Skolen gik en lille, meget begavet jødisk Pige, som var saa fattig, at hun ikke engang havde Raad til at betale et Par Kroner i Skolepenge, hvorfor hun fik Undervisningen gratis. Til Tak sendte den jødiske Indehaver af Savværkerne mig Brænde – saa godt var Sammenholdet blandt Jøderne.

 

 

  

- De beholdt ikke Lærerindegerningen?

- Nej, for forstaar De – saa kom krigen jo i 1914, og Skolen blev taget som Lazareth.  Jeg havde en onkel, der havde et apotek ca. 60 km uden for Riga, og han maatte flygte, fordi Tyskerne vilde tage gidsler. Inden for min Familie blev vi skildt fra hinanden, og min onkel vilde have, jeg skulle flygte med ham til Moskva, fordi Tyskerne ikke var fine over for unge piger.

 

Farmaceut i Sibirien

- I Moskva fik jeg en stilling som sekretær i Flygtningekommissionen, fortæller Fru Frederiksen videre. Her var jeg et Stykke Tid, men saa en Dag kom der en Sagfører og spurgte, om der fandtes en Farmaceut, der kunne tage til Sibirien. Det var ogsaa saadan en Slags Arbejdsanvisningskontor nemlig. Husk paa, der var jo Mangel paa Arbejdskraft inden for alle Brancher, da alle Mændene næsten var med i krigen. Min Bror kom med, da han var 16 Aar, og jeg var forlovet med en Dr. Med. – han faldt i Krigen … Naa, men min Onkel var den eneste Provisor der, og det blev ham, der skulle til Sibirien. Men han ville have sin Niece med – og efter en dejlig Tur paa 14 dage, som jeg aldrig glemmer – Slottene aabnede sig for os, vi fik gratis Mad, og alle Vegne blev vi modtaget som Grever – naaede vi til Sibirien.

- Hvordan formede Tilværelsen sig for Dem her?

- Jeg blev Discipel paa et Apotek, hvor jeg arbejdede i 6 Maaneder. Saa kunde jeg ikke mere. Mine Ben blev tykke, for vi arbejdede fra 9 Morgen til 11 Aften. Saa saa jeg i en Avis, at man søgte en Skolebestyrer ved en Skole for Flygtningebørn, og jeg søgte og fik Stillingen. Men da min Onkel læste, at jeg havde faaet den, sagde han, at jeg skulle blive ved det, jeg var ved - og saa kom jeg til en anden by som Discipel.

- Aah, De kan tro, det er et interessant Arbejde, afbryder Fruen sig selv. Tænk, en Plante man ellers før gik forbi, opdager man pludselig har en Værdi end den rent skønhedsmæssige! Man bliver mere seende, jeg var saa forelsket i det Arbejde!

 

 

Fru Frederiksen lever sig ind i Tankerne tilbage til den svundne Tid og fortæller videre:

- Ja, og vil De tro, den første, jeg traf, da jeg kom til en anden By, var – min Mand! Altsaa ham, der senere blev min Mand. Jeg havde ellers tænkt, jeg ikke vilde giftes, efter at min Forlovede var faldet i Krigen – men det gik nu altsaa et helt Aar, inden det blev til noget. Han boede på samme Pensionat, som jeg og var ansat ved Det Sibiriske Compagni. Alle andre ønsker at komme til Indien og saadanne Steder, men han ønskede kun at komme eet Sted – Sibirien.

 

Skjorten inden i Bukserne!

Hver morgen gik jeg paa Vej til mit Arbejde forbi han Kontor, men det blev kun til ”Go´da, smukt Vejr, Farvel” …. Tænk, jeg skammede mig saa frygteligt over at være sammen med ham, for han gik rundt med opsmøgede Skjorteærmer – og Skjorten inden i Bukserne!!! I Rusland bar man den jo ovenover. Senere inviterede han mig tit, men jeg kom bare ikke, for jeg kunde jo ikke have saadan et daarligt Rygte siddende paa mig, naar jeg stod paa et Apotek og alle Mennesker kendte mig! – Men saa inviterede en Veninde os sammen med nogle andre, vi tog på Udflugter og lignende; det blev Efteraar, han havde flere Gange friet, men jeg var betænkelig, for jeg var fire Aar ældre end han. Men han sagde, han kunde ikke li´ grønne Piger – sikke underligt ord! – og saa … ja, der kan man altsaa se: Man kan ikke løbe fra sin Skæbne. Han kom fra Odense og jeg fra Riga, og vi mødtes i Sibirien…

- Men vi blev altsaa gift og tog på bryllupsrejse til Altaj-Bjergene ved Mongoliets Grænse. Paa vores sølvbryllupsrejse var vi for Resten paa Bornholm ved noget, der hedder Verdens Ende – da opfyldte min Mand et Løfte, som han gav mig i Sibirien for over 25 Aar siden. Men at Verdens Ende laa på Bornholm, tænkte vi ikke paa dengang, tilføjer Fru Frederiksen skælmsk.

- Min Mand forbød mig ganske vist at arbejde, efter vi var blevet gift, fortsætter hun, men jeg tog alligevel farmaceuteksamen ved Tomsk Universitet. Kort efter udbrød Borgerkrigen – Borgerkrig er det frygteligste af alt; der tager de ingen fanger, der findes kun døde… døde … døde…

Men vi rejste til Danmark, i første Omgang Odense.

 

 

 

Danske huse ”klemmer”       

- Hvordan var det at komme til Danmark?

- En Forandring var det naturligvis, men jeg havde jo hørt saa meget om Danmark. Husene var det mærkeligste – jeg følte det, som noget klemte mig paa Ryggen – der var saa snævert og lavt til loftet, i Rusland var der tre Gange saa højt!

- De sagde ”i første omgang”?

- Ja, for da Mor blev syg, rejste vi Aaret efter til Riga og blev der i 10 Aar. Men nu var det værst med Børnene, for gik de i russisk Skole, vilde det danske falde dem vanskeligt. Saa sendte vi dem i tysk Skole og begyndte at tale tysk hjemme. Men min Mand vilde gerne have, at Børnene skulde blive ved at være danske Borgere, og i 1931 rejste vi da paany til Danmark og bosatte os i Haslev. Og nu er Aarene gaaet, og jeg er blevet Farmor!

- Hvordan med det danske sprog?

- Jeg taler ikke godt dansk, siger Fru Frederiksen med et beklagende Skuldertræk, men naar man tænker på Forskellen mellem Dansk og Russisk, er man ikke helt enig med hende. – Men, tilføjer hun, det er min Mands skyld, for han kunde bedst lide, jeg talte, som jeg gjorde. For tiden tager jeg Korrespondancekursus i Dansk, for mit største Ønske er at lære Dansk rigtigt.

- Hvordan faar De tid?

- Det gør jeg om Natten. Den er min egen! Jeg har saa mange Korrespondancekursus i Gang for Tiden, og stoppe Strømper og den slags kan man ogsaa udmærket gøre om Natten.

- Og de husmoderlige Pligter?

- Ja, jeg er først og fremmest Husmor. Arbejdet på Klinikken er en Hobby ligesom min Musik, Porcelænsmaling osv. Hvad skal jeg dog ellers faa Tiden til at gaa med? Man kan ikke i Længden udfylde Tiden med Kaffeselskaber – det skal være produktivt arbejde.

 

Danmark, dig elsker jeg

- De har været glad for at bo i Danmark?

- Jeg kan ikke forstaa, hvorfor jeg har det saa godt, siger Fru Frederiksen eftertænksomt.

Meget, meget bedre end min Landsmænd. Det er som et Frø, der er fløjet fra det ene Verdenshjørne til det andet, fundet god Jordbund og vokset sig fast. Saa godt som i Danmark har man det ingen andre Steder. Danskerne i Udlandet lærer at værdsætte det; derfor synes jeg, de skulle være lidt ude for at forstaa, at Danmark er dejlig. Jeg kan ikke sige med H.C. Andersen, at ”I Danmark er jeg født”, siger Russerinden blidt, men jeg kan sige, at der er jeg hjemme, og Danmark dig elsker jeg. Og det er mine Børns Fædreland…

 

Rise.


An Exciting story about Ekaterina Stimbiris

The 21.st October 1951 Lucia Ekaterina Stimbiris (married Frederiksen) was 60. On that occasion Haslev Newspaper wrote an article the day before:

From a tumultuous lifes collored Picture Book (headline)

* A many-sided education
* Had to escape to Moscow
* Catch up with destiny in Siberia
* Civil war - the worst of all
* Coffee parties is not enough                                                                                                                                        
* In Denmark I belong


She has a funny way of talking. It sounds charming in Danish ears and also the lively, youthful face with the sparkling dark eyes seem foreign. Her movements reveal life and energy. There is a fresh breath around her when you see her white dress and short sleeves. Only the grey hair reminds you, that after all she has passed the first youth and that tomorrow beauty expert and chiropodist Mrs. Frederiksen (Grace Institute Haslev) will be 60 years old. Modest as she is, she does not think it worth to talk about herself, but she allows us to look in her tumultuous and not quite common fate and tells in an impulsive way, how the life has been from the time she worked as a teacher in Riga until now, when she sits here in Haslev as a native citizen and has done it for the last 20 years.


Head teacher at 17

Mrs. Frederiksen was born i Riga at the time when Latvia, Estonia and Lituania were not yet separate from Russia. When 16 tears old she became a teacher and when 17 years old she had her own school. Only those who wanted to go to school and had intellectual powers used the school. The schooling was very concentrated. After 7 years in school, she got an education as a teacher in an upper secondary school for boys and after teaching for 1 year, she took over all by herself the school on an island close to Riga.

- Was it difficult at such a young age?

- No, no - not at all. I succeded very well, Mrs. Frederiksen says in her funny way. Sometimes I don`t understand myself. I must have looked older... The school got econimical support from the Govenment and the church and we got firewood from the sawmill for free. The sawmill was on the Island. A little intelligent Jewish girl went to the school. She was very poor, the family could not afford to pay the schoolfees. Therefore she got the teaching for free. The owner of the sawmill was Jewish. To show me his appreciation he sent me firewood - that shows the solidarity among the Jewish.

- You did not keep on teaching?

No, as you must know - the war started in 1914 and the school was taken as a camp. My uncle had a pharmacy 60 km outside Riga. He had to escape, because of the Germans: they would take hostages. My family was seperated and my uncle suggested I followed him to Moscow, because the Germans were not nice to young girls.

Pharmacist in Sibiria

- In Moscow I got a position as a secretary in the refugee organization - Mrs. Frederiksen tells. I was there for some time, but one day a Lawyer came and asked me, if there was a pharmacist in the organization, who could go to Sibiria. It was a kind of employment service. Remenber there was lack of manpower in all sectors. Nearly all men were at war. My brother joined the war at the age of 16 and I at the same time was engaged to a doctor - he died in the war - Well, my uncle was the only head chief dispenser, and he had to go to Sibiria, but he wanted to take his niece with him - and after a lovely 14 days journey, which I will never forget, the castles opened up, we got food for free and everywhere we were welcomed as a count, we reached Sibiria.
- How did the life turn out for you there?

- I became a chemist apprentice, where I worked for 6 months. It was so hard. My legs became thick, because we worked from 9 am to 11 pm. I saw in a newspaper a job as principal in a school for exiled children. I got the job. But when my uncle found out, he told me to continue and then I moved to another city as a chemist`s apprentice.

- Oh, Believe me, it is an interresting work! Mrs. Frederiksen interrupts herself. Just think, a plant you just passed by before, you discover that the plant has a Value, not only the beauty. Your mind is more open. I am so in love with that work!

Mrs. Frederiksen thinks about the passed time and tells:

- Yes, and belive me, the first one I met in the other city was - my husband. Yes, he became my husband later on. I decided not to marry again after my fiance´ died in the war. But one year passed before something happened. He lived at the same guesthouse as I and was employed at the Sibirian Company. Everybody else wished to go to India, but he only wanted to go to Sibiria.

The shirt inside the trousers

Every day I passed by his office on the way to my work. We just said Hello, beautiful weather, good bye... just think, I was so ashamed of him because he had tucked-up sleeves and the shirt inside the trousers!!!! In Russia you wear the shirt outside the trousers. Later on he often invited me, but I did not go! I could not have a bad reputation, when I was in a chemist`s shop, where many people knew me. - But one of my friends invited us together with other friends, we went for picnics and so on. Autumn came, he had several times proposed, but I had to think it over, because I was 4 years older than him. But he told me he did not like "green" girls - what a strange word! Yes so it was. You can`t run away from your fate. He came from Odense and I from Riga and we met i Sibiria.

- We got married and went on honeymoon to the Altia Mountains at the Mongolian border. At our silver wedding we went to Bornholm to a place called "The end of the world" and my husband fulfilled the promise he gave me back in Sibiria 25 years before. But I did not know that "The end of the world" was on Bornholm - Mrs. Frederiksen replies roguish.

- My husband forbid me to work after we were married she continues, but I finished my pharmacist exam and took a degree at Tomsk University. Shortly after the civil war broke out - civil war is the worst of all. They take no prisoners, only dead... dead... dead.

But we went to Denmark. Initially to Odense.

Danish houses tightens

- How was it to live in Danmark?

- Of course it was a change, but I had heard so much about Denmark. The houses were the most strange - I felt something pressed my back. There was so narrow and low ceilinged, in Russia the rooms are 3 times higher.

- You said the first time?

- Yes, because when my mother got sick we travelled to Riga the year after. We stayed for 10 years. It was not good for the children. If they went to a Russian school the Danish language would be difficult for them. We sent them to a German school and spoke German at home. My husband wanted the children to be Danish citizens and in 1931 we went to Denmark for good and settled down in Haslev. The years have passed by and now I am a grandmother.

- What about the Danish language?

My Danish is not so good - Mrs. Frederiksen says with a shrug of the shoulders - but when you know the difference between Danish and Russian, I don`t agree with her. But it is my husbands fault. He liked me talking like this. At the moment I am busy with a correspondence course in Danish. It´s my greatest wish to lean Danish properly.

- How do you get the time?

- In the night. It´s my own! at the moment I am busy with a few correspondence courses and mending stockings and that kind of thing you can easily do at night.

- And the housewifely duties?

- Yes, first of all I am a housewife. The work in the clinic is a hobby just like my music, china painting etc. With what else can I fill out my time? You can´t go to coffee parties all the time - I have to do something productive.

Denmark, I love you!

- You have been happy to live in Denmark?

- I can´t understand why i feel so good, Mrs. Frederiksen says thoughtfully.

Much, much better than my countrymen. It´s like a seed flying from one corner of the world to the other corner, that has found a good soil to grow in.

I can´t say like H.C. Andersen that "In Denmark I am born" says the russian lady gently, but I can say, that here I belong, and I love you Denmark! And Denmark is my childrens homeland...


Rise


Copyright © MediaDirekt 2007 - All rights reserved - Google Adwords WebShop Onlineshop CMS webshop   SEO cms hjemmeside Søgemaskineoptimering CMS SponsorLink nemCMS eHandel eButik  NetShop NetHandel NetButik cms systemOnlineButik  InternetHandel InternetButik WebButik online markedsføring Content Management System søgeoptimering
 
 
SITEMAP:ForsideSeo (IKKE SLETTE!!)Om naturcremenNaturcremens indholdAnvendelse af naturcremenKøb - produkterBestilling - kontaktLevering - betalingOm Lucia Ekaterina StimbirisEn spændende historie